Arkiv for iPad kategorien

iBooks til din iPhone eller iPad med IOS 4

Skrevet lørdag, 17 juli, 2010

Er du en af dem der har hentet IOS 4 til din Apple iPhone har du med garanti også fået tilbudet om at hente iBooks. Med iBooks og iBookstore kan du hente digitale bøger om man vil ned på sin iPhone eller iPad. Jeg ved ikke rigtig om det vil blive en succes på en iPhone, men på en iPad vil det give god mening. Skærmen på en iPhone er simpelthen for lille til at det kan være en egentlig Ebook Reader efter min mening. Når man henter iBooks har man sit bibliotek, hvor man opbevarer alle sine “bøger” i og man har en butik, hvor man kan købe eller bare hente gratis digitale bøger.
Jeg var da nødt til lige at hente nogle af H.C. Andersens eventyr ned og prøve at læse dem på min iPhone. Eventyrerne er gratis, så det var da altid noget. IBooks er smart nok. Det er nemt at bladre mellem sider og navigere til kapitler, lave bogmærker, forstørre teksten, ændre skrift og meget mere, men det er bare ikke noget jeg kommer til at bruge på min iPhone. Det jeg måske kan bruge iBooks til er at gemme mine PDF filer i iBooks og læse disse igennem iBooks.

Køb din iPad i Tyskland

Skrevet torsdag, 3 juni, 2010

Hvis du bare ikke kan vente med at Apple’s nye gadget, iPad’en kommer til Danmark er løsningen at tage til Tyskland for at hente den. Jeg har en kollega der var nede i Hamborg for at hente sin iPad og det blev da ikke en billig fornøjelse, men han fik en iPad. En iPad koster små 5000 kr., men så er man da næsten også nødt til at få en taske til at ligge vidunderet i. Så inden man har set sig om har man brugt 6.000 kr. på en superfed gadget (jeg har haft en iPad i hånden og den er altså fed) og tilbehør.
Men ligefrem at køre til Tyskland for at købe en iPad er godt nok lige fanatisk nok. Godt nok er den fed, men jeg kan nu sagtens vente med at købe en iPad til den kommer til Danmark, hvis jeg da overhovedet køber en iPad.
Problemet med iPad’en er at den for dyr i forhold til hvad man får for de penge man skal betale for den. Havde den nu kostet 3.000 kr. ville jeg have købt en uden at blinke med øjnene, men 5.000 kr. er altså for meget. Jeg har desværre ikke et pengetræ ude i haven, og så er man jo nødt til at spare op og det er jo helt forfærdeligt.

Skal man tage sin nye Apple iPad med på WC?

Skrevet torsdag, 8 april, 2010

Apple’ nye iPad er en lækker sag og jeg har længe søgt efter nogle ting ved iPad’en, der kunne retfærdiggøre et køb. En iPad er et glimrende valg hvis man skal bruge en gadget til surfe på, se film og læse diverse elektroniske bøger, men til udvikling af software er den værdiløs. Til det formål vil jeg da helt klart investere i en spritny Macbook Pro.
Jeg kan nu godt se ideen i at tage sin iPad med på WC og dermed erstatte sin WC almanak, hvis man har sådan en. Det eneste problem med det scenarie, er at man nok ikke forlader WC’et igen. Man kunne endda lave sin egen iPad holder til WC’et, hvis man nu vil gennemføre det et hundrede procent.
Jeg er ikke i tvivl om at iPad’en er en god eBook reader, men skal man kun bruge sin iPad til eBooks, ville jeg nok kigge efter en billigere løsning. Men så får man altså ikke alle de andre ting, som iPad’en har og dem vil man jo gerne have. Her tænker jeg primært på App Store funktionaliteten, hvor man allerede nu kan hente apps til sin iPad. Det har Apple altså tænkt godt igennem.