Risengrød med rismælk
Når nogen i familien ikke kan tåle alt for meget mælk, er man sgu nødt til at prøve med noget der kan erstatte almindelig komælk. Det kan enten gøre med sojamælk eller rismælk. Både sojamælk og rismælk koster dog ca. 3 gange så meget som almindelig mælk. Da jeg aldrig har været den helt store fan af sojamælk var det rismælk, der blev den heldige vinder. Jeg må ærligt erkende at jeg ikke troede at det her ville smage godt, men jeg blev da positivt overrasket over resultatet. Der var ingen af os der rigtig kunne smage forskel og børnene spiste det med velbehag. Jeg fulgte egentlig bare opskriften på bagsiden af pakken med ris og tog den derfra. Til 4 personer: kog 2 1/2 dl ris i 2 1/2 dl kogende vand i 2 minutter i en tykbundet gryde. Hæld derefter 1 l rismælk ved. Når det koger skrues der en del ned for varmen og det hele koger videre i ca. 40 min. Husk at sørge for at røre i gryden ret tit ellers brænder skidtet på. Godt med kanel og smør skal dertil, måske en smule nisseøl til at skylle det hele ned med. Bon appetit!